Fagligt stærk jurist med bred profil og stort fokus på udbud



  • Lukket
  • Valby
  • Denne stilling er blevet besat

Jurist med fokus på udbud til stor offentlig ordregiver søges

Er du en juridisk generalist, som har erfaring med udbudsret og offentligret? Og vil du være en del af en dagsorden om at styrke omverdenens opfattelse af den kollektive transport gennem klimavenlige indkøb og ordentlig offentlig forvaltning?

På vegne af et stort dansk trafikselskab, er Juridisk ServiceBureau lige nu på udkig efter en jurist, som har erfaring med rådgivning og håndtering af komplekse juridiske problemstillinger inden for en række forskellige retsområder. Der vil særligt være fokus på udbudsret og offentligret, men der kan også komme opgaver inden for andre retsområder såsom kontraktret, lejeret og persondataret

Om stillingen  

Grøn omstilling og nye teknologier er på agendaen. Virksomheden har vedtaget en ny forretningsplan, som lægger vejen for arbejdet frem til 2021. Det betyder en udvidelse i det juridiske virkefelt med nye forretningsmodeller, nye samarbejdspartnere og spændende nye markeder. Derfor søger de en fagligt stærk jurist med udbudserfaring, der som sparringspartner og rådgiver kan bistå organisation og ledelse med håndtering af mangeartede og ofte komplekse juridiske spørgsmål.

Din rolle i forhold til udbud vil være at bistå med kvalitetssikring af udbud både i udbudsprocessen og efterfølgende bistand til de medarbejdere, der gennemfører udbuddene. Du vil beskæftige dig både med store udbud af offentlig trafik og mere klassiske udbud som indkøb af it-udstyr, rengøring etc. Det vil være dig, de andre medarbejderne kommer til, når der opstår et konkret spørgsmål i henhold til udbudsretten.

Ud over udbud vil du i denne stilling desuden arbejde med en række juridiske problemstillinger, som knytter sig til drift og forvaltning af en offentlig it-tung virksomhed. Arbejdsopgaverne vil være varierende inden for mange juridiske discipliner. Der vil være opgaver inden for offentligret i bred forstand, men der kan også være opgaver inden for kontraktret, lejeret og persondataret. Desuden skal du rådgive og betjene direktion, bestyrelse og chefgruppe og forklare jura til ikke-jurister. Det er derfor væsentligt, at du er en dygtig, velskrivende kommunikator og en god og udadvendt kollega. I stillingen som jurist vil du bruge din faglighed i en forretningsmæssig kontekst med fokus på løsninger.

Det er en fordel, hvis du har erfaring med GDPR.

Om dig

Den ideelle kandidat kan genkende sig selv i følgende:

  • Uddannet cand.jur. med mindst 5 års relevant erhvervserfaring fra anden offentlig institution.
  • Har dokumenteret erfaring med udbudsret og er stærk i den juridiske del af et udbud. Har du også erfaring med indkøb er dette et plus.
  • Har styr på din juridiske metode og kan opretholde en ordentlig juridisk håndtering af komplekse problemstillinger
  • Har erfaring med projektarbejde og er forretningsorienteret.
  • Er god til at samarbejde med både eksterne og interne interessenter, og evner at formidle jura til ikke-jurister.
  • Arbejder selvstændigt og formår at omsætte faglig viden til konkrete løsninger.
  • Formår at holde sig fagligt ajour.

Som person er du udadvendt, har gennemslagskraft og tør stå ved dine beslutninger. Du har stærke samarbejdsevner og er god til at opbygge relationer – og du har desuden politisk tæft.

Om arbejdspladsen 

Du bliver en del af forretningsenheden for stab- og kommunikation med placering i direktionssekretariatet. Dette består af 15 medarbejdere, der udover det overordnede ansvar for jura også varetager betjening af virksomhedens direktion og bestyrelse, strategi- og forretningsplan, kommunikation og markedsføring, public affairs samt strategisk indkøb. Du vil indgå i et team af tre jurister og to indkøbere. Kontoret er præget af et uformelt miljø, hvor fagligheden er i højsædet og der er kort til topledelsen. Fælles for hele virksomheden er målet om at udvikle den kollektive trafik og gøre den endnu bedre.

Arbejdspladsen er netop flyttet i nye moderne lokaler i København tæt på offentlig transport. Der er fokus på medarbejdertrivsel, kompetenceudvikling og frihed til at tilrettelægge egne arbejdsopgaver, så der kan skabes den bedst mulige sammenhæng mellem arbejdsliv og privatliv.

Rekrutteringsproces og ansøgningsfrist

Alle henvendelser vedrørende jobbet bedes rettet til Juridisk ServiceBureau, som varetager den indledende del af rekrutteringsprocessen. Du er meget velkommen til at kontakte os på 33117014 eller på mail service@servicebureau.dk

Al indledende kontakt er fortrolig, og virksomheden får ikke kendskab til dig, før vi har din accept.

Back to top